Ejvind Kjølby
lærer 1971-78 og viceinspektør på Jyderup Realskole fra 1975-1978

Ejvind Kjølby, Jyderup Realskole
★ Født 25. juli 1940 - ✝ RIP nov. 2009
Realeksamen fra Vrå Realskole 1957
Student fra Høng Studenterkursus 1961
Politibetjent i København
Lærereksamen fra Hjørring Seminarium 1968
Videreuddannelse: årskursus i psykologi fra DL
Kostskolelærer ved Hindholm Kost- og Realskole 1968-71
1971 skolelærer ved Jyderup Realskole og
1973 ansat som leder ved skolens kostafdeling Birkegården1


Hr. Ejvind Kjølby 1979
Hr. Ejvind Kjølby, 19769


1976 dec. valgtes Kjølby til hovedbestyrelsen som repræsentant for lærer fra Kostskolerne. Ejvind Kjølby, Jyderup, Kostskolerepræsentant fik 445 stemmer2

Tidens skole 1978 febr: Kostskolerne må nu tone rent flag
Kostskolernes repræsentant i FGLs hovedstyrelse, viceinspektør Ejvind Kjølby, kommentere ministeriets rapport om de private kostskolers fremtid således:
- Den første, helt klare konstatering i forbindelse med de fremtidsperspektiver, kostskolerapporten fra Undervisningsministeriet åbner, er: Langt de fleste af de private kostskoler kommer til at afskedige medarbejdere.
Det vil ikke være muligt med de nye tilskudsbestemmelser at beskæftige personale i det hidtidige omfang. Opgaver, der har skulle løses - og er blevet det - under den hidtidige arbejdsform, må forudses at falde bort.
Ganske enkelt fordi der ikke er økonomiske midler til rådighed.
Der er det helt klare sigte i rapporten, at kostskolerne nu skal gennemgå den omstillingsproces, det vil være i ret vid udstrækning at måtte se bort fra socialpædagogiske initiativer for helt at koncentrere sig om at tilbyde eleverne en målrettet undervisning - og alene dette.
De private kostskoler kommer nu til at henvende sig direkte til forældre, der finder det er en god ide, at deres børn for en periode kommer hjemmefra og sikres en solid og grundig undervisning.
Som de nye tilskudsbestemmelser vedrørende elevstøtten er udformet, vil det nemlig være muligt selv for forældre med en ganske almindelig indtægt at få råd til at lade deres børn komme på kostskole.
Den overgangsperiode på tre år, der er i kostskolerapporten er forudset som tilstrækkelig til en omlægning af arbejdet, er for kort. Årsagen: Det normale kostskoleforløb for en elev vil være, at han/hun kommer på kostskole i sjette klasse med det mål at gå der, indtil grundskolen kan afsluttes med afgangsprøve efter det tiende skoleår.
Kostskolerne har i dag påtaget sig opgaver over for de nuværende elever, som de ikke hverken kan eller skal løbe fra. Omstillingsperioden må derfor forlænges, således at i hvert fald disse elever kan afslutte deres kostskoletilværelse uden at skulle opleve bratte skift i betingelserne for deres ophold.
Det ligger ganske klart, at der med de inspektionstimer, der bliver til rådighed efter de nye retningslinjer, alene gives de inspektionshavende lærere mulighed for at føre tilsyn med eleverne. De får større grupper at arbejde med og kan ikke på samme måde som hidtil få tid til at beskæftige sig indgående med den enkelte elevs problemer.
Det må i denne sammenhæng fastslås, at et absolut gode i oplægget er, at der nu bliver mulighed for tilskudssikrede, skemalagte fritidsaktiviteter på kostskolerne. Det vil betyde, at man ikke behøver at overlade eleverne til sig selv i al den tid, der ikke optages af skolemæssige gøremål.
Konklusionen må blive, at kostskolerne står over for et valg: De kan beslutte sig til at være egentlige kostskoler med den allerstærkeste vægt på undervisnings situationen, så ordet skole fremhæves frem for alt andet. Eller de kan vælge at være en art sociale institutioner, der løser socialpædagogiske opgaver i samarbejde med bistandskontorerne, der må formodes også fremover at ønske det samarbejde med de private kostskoler, som så mange forældre sætter højt.
Om en ensartet beslutning på de private kostskoler bliver der næppe tale3

1978 16. februar;
Sejergårdsskole: Viceinspektør Ejvind Kjølby, Jyderup Realskole, er pr. 1. august 1978 ansat som skolebestyrer ved Sejergårdsskolen i Tølløse, hvor han afløser skolebestyrer Knud Lambrecht. - Ejvind Kjølby er medlem af FGLs hovedbestyrelse, valgt som kostskolelærernes repræsentant4

1978 juni; Smuk dimissionsfest
Peter Hehnel rettede derefter personlige ord til de lærere der også forlader skolen. Det drejer sig om hr. og fru Strømgård, fru Mette Brantzen og Dorte Knudsen, samt hr. og fru Kjølby - Skolebestyreren bød velkommen også til 20 nye lærere, som følge af den nye skoleafdeling, som kaldes J.E.G., der står for Jyderup Erhvervsrettede Grundskole.
og endelig rettede Peter Hehnel en tak til alle, der har virket på Realskolen, pedellerne, rengøringsdamerne, vikarerne og skolens lærere, samt til kostafdelingerne. Videre blev der talt af Ejvind Kjølby, Dorte Knudsen, der begge forlader Jyderup Realskole efter henholdsvis 7 og 8 år5

1981 Kjølby og statminister Anker Jørgensen

Formanden for Danske Privatskoleforening skrev mindeord For Ejvind Kjølby i Nordvest nyt (2009)
Mindeord for Ejvind Kjølby 19. november 2009 Nordvestnyt.dk November 2009 Tølløse:
I anledning af tidl. forstander Ejvind Kjølbys død, har vi, fra den tidligere formand
Tølløse Slots Efterskole, Poul Anker Frederiksen, modtaget følgende:
Tidligere forstander på Sejergårdsskolen i Tølløse og på Tølløse slots Efterskole, Ejvind Kjølby, døde mandag aften, svækket efter nogen tids sygdom og en operation, på Herlev sygehus. Han blev 69 år.
Meddelelsen har ramt dybt i vennekredsen. Vi vidste, at Ejvind var syg, men vi havde tillid til hans livslyst og stædighed. Men kræfterne slog ikke til.
Ejvind var skolemand det meste af sit liv og en iværksætter af de sjældne. Han kunne skabe en verden af næsten ingenting. Hans mesterstykke var opbygningen af Tølløse Slots Efterskole.

Næsten uden midler skaffede han de nødvendige møbler, de nødvendige undervisningsmaterialer, fik samlet en kreativ lærer - og personalestab og på ganske kort tid forvandlet nogle tomme og sporadisk istandsatte bygninger til en fuldt udbygget skole, der hurtigt fandt plads i efterskolernes top ti.

Det var i 1997
Forinden havde han sammen med hustruen Birte gennem 16 gode arbejdsår genrejst Sejergårdsskolen i Tølløse fra forfald og underskud, fået fordoblet elevtallet og renoveret gamle og rejst nye bygninger.
Ejvind Kjølby var vendelbo og holdt af at fortælle om sin hjemstavn i egnen omkring Vrå, hvor han med fire søskende voksede op på et landbohjem i Vejby Sønderhede.
Han mødte Birte, mens han læste til studentereksamen i Høng. De drog sammen til København, hvor Kjølby først var to år ved Livgarden og siden i tre år politibetjent. Imens tog Birte uddannelse som børnehavelærerinde, og Ejvind havde nu besluttet, at han ville være lærer og uddannes på Hjørring Seminarium og parret flyttede tilbage til Vrå. Her havde de nogle gode år, som Ejvind gerne vendte tilbage til og fortalte om, og han var en god fortæller.
Birte indrettede en børnehave, og de var sammen med forfatteren Carl Scharnberg med til at oprette "Børnenes Jord".
Ejvind fik også sit første job som lærer på Vrå hovedskole.
Siden kom han til Hindholm kost- og realskole og Jyderup Realskole, hvor han blev viceinspektør. Igennem de mange år som skolemand tog Ejvind også del i organisationsarbejdet som medlem af hovedbestyrelsen for Frie Grundskolers Lærerforening, i bestyrelsen og nogle år formand for Danmarks Realskoleforening samt i Fællesrådet for de frie skoler.
Da Ejvind fyldte 60 år, trak han sig tilbage som forstander på slottet og gik på pension. Han kunne dog ikke helt slippe sine ynglingsfag: Tysk og Latin, som han fortsatte med at undervise i endnu en tid.
Siden blev han indvalgt i bestyrelsen for Højskoleforeningen for Holbæk og Omegn, hvor han med sin skoleerfaring bidrog til programlægningen, bl.a. foreningen uge kursus på Vrå højskole for et par år siden.
Desuden har han i nogle år været et meget aktivt medlem af kirkelauget ved Sct. Stefanskirken i Andelslandsbyen.

Vi er mange, der vil savne Ejvind, og som deler sorgen over hans alt for tidlige død med Birte, døtrene Mette, Sif og Nana og deres familier7


Kilder:
Kilde 1: Tidens skole 1974 nr. 19 7 nov., side 892
Kilde 2: Tidens skole 1976 nr. 16. 9 dec. side 51
Kilde 3: Tidens skole 1978 nr 3. 16 feb., side 2: Kostskolerne må nu tone rent flag
Kilde 4: Tidens skole 1978 nr. 3, 16. februar 1978
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 12. juni 1978, side 6; Smuk dimissionsfest
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad, 21. juni 1979; Kjølby på Tølløse skole (denne artikel er ikke medtaget)
Kilde 7: Mindord for Ejvind Kjølby på nordvestnyt.dk 19. nov. 2009 (Artiklen fjernet fra nordvestnyt.dk 2013)
Kilde 8: Sjællands Tidende 6. maj 1982
Kilde 9: Billede. Tidens skole 1976 nr. 1 side 4-6; Kostskolerne må ikke...Kjølby rep. for kostskolerne
Noter:

Holbæk Amts Venstreblad, 21. juni 1979; Kjølby på Tølløse skole (denne artikel er ikke medtaget)6
1982 maj -Stor opbakning til Jyderup Realskole
Forældregruppe går i dag i gang med "nyoprettelsen". Jyderup: En forældregruppe på fem medlemmer går allerede i dag i gang med projekt "nyoprettelse" af Jyderup Realskole. Første skridt bliver at få klarhed over, hvorvidt og hvor hurtigt man kan sikre sig de eksisterende bygninger.
Forældregruppen (en slags arbejdsbestyrelse) blev nedsat i aftes på et orienterende møde på Jyderup Realskole på Slagelsesvej, hvor der viste sig stor interesse for at "nyoprette" skolen.
Viceskoleinspektør Asger Raun kunne således byde velkommen til ca. 50 forældre samt det meste af lærer- og kostafdelingens personale. Til stede var endvidere forstander Ejvind Kjølby, Tølløse, som repræsentant for Danmarks Realskoleforenings bestyrelse, Realskolens nuværende formand Karl Aage Olsen, Fladså, og København kommunes børneforsorgskonsulent Leif Sørensen8

Og vi er mange der aldrig vil glemme verdensbyen Vrå, som hr. Kjølby bl.a. underholdte med i tysktimerne 1977/78 -
Christina Huus, 2014
Kopi af mindeord for hr. Ejvind Kjølby printet ud og afleveres sammen med andet materiale til Jyderup Lokalarkiv

Sidst rettet 27. juli 2015
©Jyderup Realskole